Min ven, mentor og sjælesøster – Susse Marianna Smedes – har i juli 2026 forladt denne jord. Her deler jeg det stærkeste minde, jeg har med hende.
Jeg mødte Susse for første gang i april 2018, og siden da mødtes vi hver gang, jeg rejste til Kreta. Nogle gange drak vi kaffe sammen på lokale cafeer. Andre gange var hun gæstelærer på mine kurser.
Det stærkeste minde, jeg har, var den dag i april 2018, hvor hun forærede mig ti kilo appelsiner, og noget meget vigtigt gik op for mig. Episoden og rejsen åbnede et nyt livskapitel.
– Vi skal lige forbi appelsinmanden, sagde Susse Smedes, da hun en tidlig formiddag hentede mig foran mit hotel.
Jeg var på en uges såkaldt one-to-one retreat hos hende på Kreta. Vi havde lavet en aftale om, at jeg fik denne uges ophold mod, at jeg som journalist skrev en artikel til ugebladet Femina.
Jeg betalte selv min flybillet, men ellers sørgede Susse for det hele. Hun bookede mig ind i en treværelseslejlighed med spa, pejs og en altan med udsigt til høj himmel og Soudabugtens store vidder.
Det viste sig, at hver dag i denne uge ville rumme et lille eventyr. Jeg vidste aldrig, hvad planen var – kun at jeg hver morgen skulle stille mig ud på vejen og være klar til at blive samlet op.
Denne dag sad Susse i sin lyserøde kjole med påtrykte, hudfarvede sommerfugle og kiggede lige frem for sig, mens hun kørte den gamle Mercedes med lædersæder ud af byen Kalives, ud på den omfartsvej, der omkranser byen, ud til den store hovedvej.
Hun sagde ikke noget, mens hun kørte. Jeg vidste ikke, hvad der foregik, når hun var sådan. Eftertænksom, mystisk, stille. Jeg fandt dog med dagene ud af, at hun ikke var til smalltalk, og jeg opdagede også, at hun altid havde en plan og en intention med det, hun gjorde.
På et tidspunkt drejede hun fra hovedvejen og ud på en mindre vej. Midt i et sving stod den mand, der måtte være appelsinmanden, med sin stationcar med store gennemsigtige plastikposer med appelsiner. Susse standsede bilen, tog fem euro frem fra sin kjolelomme og lagde dem i min hånd.
– Du skal have overflod, Gitte.
Hun kiggede kærligt og bestemt på mig. Hun havde ikke sagt noget de sidste ti minutter. Og nu dette …
– Gå ud og køb en stor pose appelsiner, sagde hun så med et lille smil og skubbede blidt til mig med sin ene hånd.
Jeg blev så overrasket, at jeg ikke fik svaret, men bare gjorde, hvad hun sagde. Jeg gik hen til appelsinmanden og købte en pose. Den var tung. Måske vejede den ti kilo. Måske mere.
Da vi kørte igen, væltede tårerne pludselig frem. Det kom fuldstændig bag på mig. Som et overraskelsesangreb fra mit indre.
Jeg følte mig dum, sårbar og hudløs. Jeg sad her og græd i en bil sammen med en kvinde, som jeg havde kendt i fire dage. Hun ville jo bare være sød og give mig en masse appelsiner, så jeg kunne presse dem til juice, når jeg var hjemme i min hotellejlighed.
– Det kommer helt bag på mig dette her, hviskede jeg til Susse. Hun havde igen hænderne fast om rettet og kiggede lige frem. Hun nikkede stille. Flere gange. Som om hun havde vidst, hvad der ville komme til at ske.
– Du er ikke den eneste kvinde, der græder, kom det så tørt og konstaterende fra hende.
Vi drejede nu ind på nogle små, krogede bjergveje, der førte os igennem oliven- og citronplantager. Resterne af den hvide vintersne lå som små plamager på toppen af de store høje bjerge i horisonten, men varmen var kommet, og snart ville den sidste sne smelte. Appelsinerne hang tungt på grenene, mens de nye hvide appelsinblomster var skudt frem. På Kreta kunne et træ bære både det, der var ved at slutte, og det, der netop var begyndt.
– Jeg blev så rørt, fordi du ville give mig de appelsiner. Du ser mig. Jeg elsker appelsiner.
– Man kan begynde at græde, når man bliver mødt, svarede Susse og standsede bilen ved en slags rasteplads ved en olivenlund.
Hun stod ud og førte os hen ved en bænk, som stod ude midt i det hele. Hun havde taget te og honningristede, chokoladeovertrukne müslibarer med fra den lokale bager.
Hun satte sig og begyndte at tale:
Din opvækst med en mor, der havde et misbrug, har gjort, at du er født med antenner. Du måtte være på vagt. Hyperårvågenhed. Du blev god til at mærke andres behov. Ikke bare god, du blev eminent. Men du satte også dig selv til side.
– Ja, svarede jeg stille.
Jeg havde det som om, luften var gået ud af mig. Det var ikke fordi, at jeg ikke kendte til denne sandhed. Jeg havde forholdt mig til den og arbejdet med den hele mit liv. Men der var noget i hele denne situation med Susse, der gjorde, at min måde at være i verden på stod lysende klar.
– Du er ikke den eneste. Mange kvinder har lettere ved at mærke andres behov end deres egne. Så når nogen spørger: “Hvad har du egentlig selv brug for?”, bliver de helt stille. Hvorfor? Det er jo ikke fordi, at deres behov ikke findes. De er blot blevet overdøvet gennem mange år.
Susse kiggede intenst på mig. Blå øjne bag de sølvgrå briller.
... så hvad har du brug for, Gitte?
Hun blev ved med at kigge på mig. Der var stille længe. Cikaderne summede, men ellers var der ingen spor af liv eller mennesker herude i plantagen. Kun en øredøvende stilhed.
– Det ved jeg ikke lige nu. Jeg er lidt overvældet af det hele …
Jeg forstod pludselig på et dybt plan, hvor meget det betyder at opfylde mine egne behov og blive mødt i mine behov.
Udover at Susse vidste, at jeg elsker appelsiner, vidste hun f.eks. også, at dét at være ved havet (hun havde indlogeret mig på et hotel ved havet) og dét at danse (hun inviterede mig til en danseworkshop) var noget, jeg kunne lide.
Hvor ofte er der nogen, der skaber et eventyr for dig – med lige netop det, som du selv drømmer om og længes efter? Nogen, som mærker og kender til din smag, dine ønsker og aktuelle behov – dit individuelle behov for healing, spænding, æstetik, tryghed, oplevelser, inspiration, balance eller hvad det nu kan være?
Det er hele denne ballade, som den pose appelsiner satte i gang. Og som hele opholdet satte i gang, fordi det handlede om et eventyr, der blev designet til mig og mine behov.
Da vi igen sad i bilen på vej hjemad, sagde Susse:
– Når du forstår, at du må gå efter at opfylde – og få opfyldt – dine egne individuelle behov, vil dit eget indre barn holde op med at skrige indeni dig. Så vil du kunne passe på dig selv – og kunne være noget for andre mennesker – uden at miste dig selv.
Susse vendte pludselig hovedet mod dig. Vi var kommet ind til byen og holdt stille i et vejkryds. Jeg tror, at hun kunne se, at jeg tænkte over, hvordan jeg skulle forholde mig til min nye indsigt.
– Det er time for time, sagde hun så og fortsatte: – Hvad er mit behov, mærk det, handl på det. Det er ikke egoisme at opfylde sine egne behov. Det er ansvar. Det er heller ikke en luksus, det er en vej hjem til dig selv, sagde Susse Smedes i bilen dengang i 2018.
Denne uge sammen med hende startede et nyt livskapitel. Jeg begyndte at rejse til Kreta to gange om året. Det udfordrede mine relationer, min økonomi, mit ståsted, at jeg var så meget væk. Men min sjæl kaldte.
Jeg begyndte at invitere andre kvinder med. Det gør jeg stadig. Nogle skriver bøger. Andre gør slet ikke. Det fælles er, at alle trænger til et break og komme hjem til sig selv og i kontakt med sig selv.
Susse Marianne Smedes brugte meget af sit liv på at hjælpe kvinder med at vokse, blive hele og forfølge deres drømme. Vejen frem er at forstå, acceptere og opfylde vores egne behov, så vi kan være i verdenen og vores mission uden at miste os selv. Ære være dit minde, Susse.
NB Min artikel om mit one-to-one-retreat med Susse Smedes bliver til en seks siders artikel i ugebladet Femina i juli 2018.
