Hvad skal der til for at realisere sine drømme – hvad enten de handler om at skrive bøger eller andre drømme i livet?
Mennesker, der er gode til at realisere drømme, har altid fascineret mig. Hvad er det, de gør, og hvad kan vi lære af dem?
Ellen Vahr er et af disse fascinerende mennesker. Hun er norsk succesforfatter og har en imponerende forfatterrejse bag sig. Hun har skrevet syv bøger på 15 år, som alle er bestsellere og solgt til flere lande.
Men egentlig har Ellen Vahr en helt anden faglig baggrund i finans- og forsikringsverdenen. Hun har ikke lært at skrive romaner, og hun fortæller aldrig nogen, hvad hun skriver, når hun er i gang.
Jeg spurgte Ellen, om hun ville fortælle om sin skriveproces, og hvad der driver hende til at orke at sætte sig ned og skrive og skrive og skrive.
Ellen sagde ja, og vi mødtes en dag i april 2026 på Cochs Pensionat ved Slotsparken i Oslo.
Foto og video er lavet af min kæreste Martin Ridder Hammer.
Jeg møder Ellen Vahr første gang i 2009, hvor jeg holder mit første Pippi Power weekendkursus i Oslo. Ellen er uddannet coach på det amerikansk baserede CTI-Coaching Training Center – den samme uddannelse, som jeg i øvrigt selv har taget, og vi falder hurtigt i snak.
På selvsamme weekendkursus tager Ellen en dyb beslutning om, at nu vil hun være forfatter.
Jeg glemmer det aldrig. Hun siger det ud i rummet til os alle sammen med en dedikation i sjæl og hjerte, som vi kunne mærke.
Og så gik hun hjem og gjorde det! Hun stod op klokken fem om morgenen, hun lavede kaffe, hun satte sig og skrev. I perioder tolv timer om dagen.
Først skrev hun to selvhjælpsbøger og derefter fem romaner, hvoraf tre af dem hænger sammen i en trilogi.
Jeg har mødt Ellen flere gange i løbet af hendes forfatterkarriere. Vi har optrådt sammen på events og er mødtes privat i f.eks. Hellerup, hvor både jeg bor og hendes datter – der har en dansk samlever – boede på et tidspunkt.
En højsommer mødte jeg Ellen, og vi gik en tur ved Hellerup havn. Hvor alle andre denne sommer var brune, var Ellen hvid i ansigt og krop. Hun havde tilbragt forår og sommer indendørs, hvor hun skrev på den første Ilde Hour bog. Det siger noget om hendes arbejdsindsats – og dedikation til sine fortællinger.
En anden gang mødtes vi en formiddag i cafeen på Litteraturhuset i Oslo. Aftenen før havde jeg været til et stort lanceringsarrangement hos Cappelen Damm med min bog ”Når sjælen kalder”.
Ellen havde gnister i øjnene den formiddag.
”Ved du, hvad …”, betroede hun mig. Hun fortalte mig lettere eksalteret, at hun var vågnet samme morgen med ordene ”Det er i dag, det begynder” i sit hoved.
”Det lyder jo helt galt”, grinte hun og fortalte videre, at ordene blev ved med at gentage sig, og hun bare vidste, at det handlede om hendes bedstemor Thea, der som ung pige rejste til Amerika med båd for at arbejde som tjenestepige i – hvad det viste sig at være – landets rigeste familie.
”Jeg ved, at jeg må skrive om Thea”, sagde hun i cafeen med en klarhed i sig, så jeg vidste, at det ville lykkes.
Ellen har siden fortalt, at hun efter vores møde i Litteraturhuset gik hjem og begyndte at lede i gamle dokumenter, postkort og breve. Men det var først, da hun så skibslisten fra Amerikabåden Fredrik VIII med ankomst, afrejsedato og klokkeslet, at det gik op for hende, at den morgen, hun hørte ordene ”det er i dag, det begynder”, var det nøjagtig hundrede år siden, at Thea forlod det daværende Kristiania.
Det var en magisk samtale den formiddag på Litteraturhuset. Vi vidste begge to, at når sjælen kalder, må man bare lytte – og tage affære, for så er der noget, der kan blive til noget.
Klik på videoen og hør mere om Ellens forfatterrejse.
Fakta om Ellen Vahr
Uddannet ved Handelshøjskolen i København.
Arbejdede i gode stillinger indenfor finans- og forsikring i 20 år. Hoppede af karrieren og uddannede sig til professionel coach (CPCC) og startede et inspirationscenter for kvindelige ledere, som hun drev i ti år.
Hun har skrevet syv bøger på 15 år. To fagbøger med titlerne ”Drømmekraft” og ”Våg livet” og senere fem romaner.
Den nyeste bog ”Borte fra Verden” udkom i Norge i januar 2026 og har fået stor mediebevågenhed. Andet oplag blev trykt efter kun to uger. Denne bog handler om en sprængstofsfabrik på en ø i Oslofjorden, som under første verdenskrig misrøgtede 60 unge piger.
De var gadepiger og indsatte fra fængsler, som blev trangsforflyttet til at være arbejdskraft på fabrikken. Det er en voldsom kvindehistorie, som nu er kommet ud i lyset i kraft af Ellens ihærdighed.
Bøgerne har tilsammen solgt over 200.000 eksemplarer i Norge og derudover salg af norske e-bøger og lydbøger. Romanerne er solgt til Sverige, Tyskland, Finland og Danmark.
Ellens bøger i Danmark
I Danmark findes romanerne som lydbøger og e-bøger på Politikens North Audio Publishing.
Romanen om Ellens tiptipoldemor “Gaven” udkommer i maj 2026 og “Borte fra verden” i 2027.
Idle hour trilogien om Ellens bedstemor Thea er allerede til salg bl.a. igennem Saxo.
👉 Læs mere om Ellen Vahr.
👉 Find de danske lydbøger og e-bøger.




