Baggrunden for dette interview
Jeg møder Susse Marianna Smedes i gårdhaven til det hotel, jeg bor på, i byen Sougia på Kretas sydlige kyst. Tilfældighederne vil, at vi begge er i denne lille by ud mod det Lybiske hav en sen eftermiddag i oktober 2025.
Susse er systemisk familieterapeut, NLP master og Aura Soma ekspert og har i 40 år ”arbejdet med kvinder”, som det hedder. Igennem kurser, rejser og individuelle sessioner har hun lyttet til kvinder og støttet og vejledt.
Det var Susse, som for otte år siden åbnede Kreta for mig. Hun har været som en ydre og indre mentor, som generøst og kærligt har guidet og vist mig både øens mysterier og spirituelle kraft – samt helt lavpraktisk: hvilke hoteller og taxaselskaber, der er gode at samarbejde med.
I oktober 2025 sidder vi sammen i en lille sofa i gårdhaven og taler om det, som optager os begge: Kvinder. Hvad er det for en rejse, vi er på – og hvordan healer vi os selv bedst. Hvilken medicin har vi brug for. Og som Susse siger i videoen: “Temaet er stadig, hvordan passer jeg bedst på mig selv.”
Intentionen var, at vi ville sende en videohilsen hjem til de kvinder, som vi kender og har mødt på vores rejser og kurser på Kreta.
Det blev til en video, som du kan se her. Og det blev til denne samtale, som er skrevet ud fra en anden video. Så videoen og interviewet her på denne blog har ikke det samme indhold. Læs og se gerne begge dele.
🌸 Susse, du siger, at hvis vi virkelig vil trives i livet, må vi kigge på linjen ”mormor, mor og mig”. Hvad er der med den slægtslinje?
Det er en slags ur-linje. Det er den linje, vi kommer af – og noget, vi kommer af, er noget, vi hører sammen med. Jeg arbejder stort set kun med kvinder, så jeg hører mange beretninger, historier og dybtfølte ting, der er foregået, og meget ofte handler det om at komme væk fra mormor og mor, fordi smerten er for stor. Din linje har et udspring, og det er noget, du ikke kan komme væk fra. Mønstrene strømmer igennem dig, og du vil komme til at gentage en del af dem. Ofte vil du opdage, at “de store“ ting i dit liv som brud, skilsmisse og flytning er sket i den samme alder, som din mor havde, da det skete for hende.
🌸 Du siger også, at der er meget godt stof i den linje, mormor, mor og mig, og hvis en kvinde er bevidst om, hvilke mønstre der er, vil det betyde, at hun vil trives, og hendes liv vil være godt …
Hvis du skal forstå de sammenhænge, der gentager sig i dit liv – ”hvorfor møder jeg sådan en mand, hvorfor gik det ikke, hvorfor forelsker jeg mig igen i det samme. Det virker som en ”ny farve”, men den ender med at ligne noget, jeg genkender”. Du vil forstå årsagen, når du ved, hvad der skete med din mor, da hun mødte din far, og hvad der skete med hendes mor, da hun mødte sin mand. Du vil forstå, hvad du er opstået af.
I dag er det næsten logik for burhøns, at mønstre gentager sig. Det er evidensbaseret psykologi, og det er beviseligt. Den måde, du er undfanget på, og de omstændigheder, der var i dit liv før og efter, kommer til at forme dit liv.
🌸 Der er mange forskellige undfangelser: Undfangelser efter et skænderi, undfangelser efter hed sex, undfangelser, hvor forholdet var hemmeligt eller forbudt … Hvad betyder de forskellige former for undfangelser for vores liv?
Ja, det har du ret i. For når sædcellen smelter sammen med ægget, har det første aftryk allerede sat sig som en frekvens eller energi. Hvordan genkender man det så i sin opvækst? Det kan være, at der opstår en særlig følsomhed omkring spændinger og skænderier. Du kan ikke holde til, at nogen råber. Du krybber sammen.
Du kan adressere din følelsesmæssige adfærd hele vejen tilbage til de omstændigheder, der var, og hvordan de ni måneder foldede sig ud. Du har ligget i en ganske særlig suppe, kalder jeg det, for den indeholder mange næringsstoffer. Der er bare det ved det, at de stoffer er din mors følelser og tanker, hvad hun har spist, hvad hun kunne lide, var hun ked af det, bange, skulle de bo hos hendes svigerforældre, måtte hun opgive sit arbejde. I vores generation – de mødre, vi er kommet af – måtte bare hjem og passe kødgryderne og nogle børn. Der var ikke plads til, ”hvad har du så lyst til, hvad kunne du tænke dig”. Det var en anden tid, hvor kvindens behov ikke var noget, man beskæftigede sig med.
🌸 Hvad skal vi gøre, hvis vi gerne vil heale os selv og den slægtslinje, vi er kommet af?
Vi kan starte med at tage en beslutning om, at vi vil finde ud af, hvordan det hænger sammen. Det er vanskeligt at gøre alene, fordi vi alle sammen har blinde pletter, og vi kan ryge ind noget, som vi har modstand på – og det er jo netop den modstand, det handler om. At kunne rumme det, der er sket.
Hvis du har mulighed for at stille din mor nogle spørgsmål, som du ikke plejer at give hende, kan det hjælpe dig. Udgangspunktet skal være, at det betyder meget for dig at vide noget mere om, hvor dine forældre mødte hinanden, hvad der skete i de ni måneder, og hvad din mor husker, hvad der betød noget for hende, var der noget, hun var ked af, og hvordan gik fødslen. Og hvordan havde hun det med sin mor? Var de tætte?
Jo mere, du forstår, hvad der er sket, jo mere forstår du måske også, hvorfor du ud af intet pludselig kan sige noget eller reagere på en måde, som du ikke synes, er dig. Det er heller ikke dig, men noget, der er lagt ind i dig. Du er en del af en længere historie. Du er en del af en linje.
🌸 Jeg kender mange kvinder, som er et godt stykke op i livet som jeg selv. Vi kender til mønstre og gentagelser i vores liv. Vi kan se det hele. Vi ved bare ikke, hvad vi skal gøre ved det …
Det er så knald hamrende præcist, for det er dét, som mange siger: ”Jeg kan ikke forstå det. Nu har jeg arbejdet med det her i hundrede år, og jeg har gået meget i terapi, og alligevel oplever jeg det samme igen og igen.” Så spørger jeg ind til deres linje. Hvad kender du til din mors historie og din start på livet.
Hvad der end rammer os – stress, sygdom, alt muligt – er forbindelsen mellem vores mor og mormor en overset faktor i den terapeutiske behandling. Man arbejder ikke med den linje, men det er man nødt til for at forstå, hvad der er sket i fundamentet.
Omstændighederne omkring din undfangelse, selve undfangelsen og så dine første syv år former fundamentet for dit liv. Det former den jord, du bygger dit hus på, og når huset ramler, kan du finde årsagen i fundamentet. Det ligger dernede alt sammen.
🌸 Hvad ser du, der er den bedste medicin for, at en kvinde kan heale sig selv og sit liv?
Den bedste medicin til at få så meget ud af sit liv som muligt er at tage hånd om linjen. Det er dér svarene ligger på det, som du går rundt med i din mave.
I vores tid taler vi meget om, ”hvad er dine behov, og tag dig af dine behov”, men vi kommer jo af en tid, hvor ingen spurgte ind til en kvindes behov. Forenklet sagt har kvinders position i århundreder været at føde børn og tilfredsstille andres behov. Det er vigtigt at have med, hvad der er sket i generationerne bag os. Mange kvinder er blevet splittet mellem arbejdspladsen og deres børn i deres indsats for at bygge velfærdsstaten op. Jeg siger, at velfærdsstaten er bygget op af kvinder, og det har haft sin pris.
Når jeg spørger kvinder i dag, hvilke behov de har, ved de det ikke engang. De kan ikke mærke dem. De kan ikke mærke sig selv. Deres liv foregår i det mentale lag, og det gør dét for at få dagligdagen til at hænge sammen. Kvinder er ofte fokuseret på logistikken i det hele – hvis jeg gør sådan og sådan, kan jeg lige nå det hele. De kender ikke begrebet pause. De kommer aldrig rigtigt ind i deres følelser. Derfor kan de ikke mærke deres behov.
Jeg ser ikke, at der er sket meget for kvinder i de sidste 40 år, hvor jeg har arbejdet med og mødt kvinder. Jo, der er sket noget på den ydre side – men ikke på den indre. Den indre side handler om følelser og “hvordan har jeg det.” Udadtil klarer kvinder sig. Men ikke indadtil.
Du kan følge Susse Marianna Smedes her på Facebook.
Du kan møde Susse på Female Summer Camp fra 30. maj til 6. juni på Kreta.


