top of page

Vi kan skabe en ny begyndelse

I disse uger, hvor Coronavirussen har slået os hjem til os selv, bliver der sat lys på det, der ikke fungerer i vores liv. Med andre ord: Dit svageste led bliver tydeligt i dit eget mikrounivers. Denne tid er på alle måder udfordrende, men også en mulighed for et realitetstjek - og en ny begyndelse.

Jeg sidder i min sofa og skriver. Jeg er freelancer - og lige som de fleste af jer - på mange måder sat ud af spillet. Jeg sidder i min sofa og tænker. Det, der er gået op for mig, er mit svageste led i min egen livskæde - i mit eget mikrounivers.


Det er ikke, fordi jeg ikke har kendt til det. Det har jeg. Men jeg har skubbet det ud til, "når jeg nu engang fik tid". **


Vi er alle sammen sat i "slow down". Vi kan ikke rigtigt løbe om hjørner med os selv eller hen i den nærmeste biograf, restaurant eller bar for at dulme livssmerten. Vi må se os selv og vores livssituation i øjnene. Der kan heldigvis være en masse dejligt at se. F.eks. naboskab, venskab og en følelse af uventet varme og omsorg.


Men det kan også gøre ondt. Det er som om, at skyggesiderne i vores mikrounivers bliver forstørrede - som om, der er sat en spotlight på det sted i vores liv, der trænger til at blive taget sig af.


Det kan være, at du opdager, at dit svageste led i dit eget mikrounivers er:


Eksempel: Dit parforhold.

Nu, hvor I er hjemme sammen, opdager du, at kærlighedsgnisten brænder meget svagt. Du har egentligt vidst det, men ikke turde erkende det. Nu er du tvunget til at være sammen med hende/ham, du ikke længere tænder på.


Eksempel: Din teenager

Nu opdager du, at han/hun slet ikke fungerer og lukker sig inde på sit værelse med sin digitale verden. Ingen kammerater ringer. Du indser først nu, hvor socialt fattig dit barn er.


Eksempel: Din egen ensomhed

Du har godt vidst det, men arbejdet, fitnesscentret, dit frivillige arbejde har dækket over din personlige ensomhed hjemme i din egen stue. Hvem laver mad sammen med dig? Hvem passer på dig og giver dig et kram?


Eksempel: Din økonomi

Du er selvstændig og har tillid til livet, og at det nok skal gå alt sammen. Det plejer det jo. Du er ikke forsikret eller har lavet en buffer, men har tænkt, at når næste deadline er overstået, så tjekker du op på din situation. (** Her er mit svageste led).


Eksempel: Din familie

Hvis du er særlig udsat på grund af et svækket immunsystem eller en kronisk sygdom, hvem tropper så op hjemme hos dig med madvarer? Har du en familie, der hjælper dig, eller viser din familie en egoistisk adfærd. Hvem kan du regne med?


Denne her mærkelige og surrealistiske periode skubber de fleste af os ud af vanerne, hamsterhjulene og det, vi plejer at gøre. Vi tvinges til at stå stille og får vores livssituation lige i øjnene.


Vi kan bruge coronatiden konstruktivt til at tænke over, om der skal tages nye valg og nye beslutninger. Er der en kurs, der skal ændres? Er der noget, der er vigtigt, at du tager dig af?


Billedligt talt kan vi bruge tiden på at opdatere vores indre software, så når "computeren" starter op igen, bliver den "gen-startet" i en ny version.


Jeg tror aldrig, vi bliver de samme som før. Jeg tror heller ikke, at verdenen bliver den samme som før. Hvordan verdensudfaldet bliver, afhænger - OGSÅ - af vores valg i vores små mikrouniverser.


For når alle led fungerer i vores egen livskæde, har vi bedre mulighed for at fungere som mennesker - og på den måde er vi bedre i stand til at skabe en ny begyndelse.


For det er der virkelig brug for. En ny begyndelse i en ny verden.


NB!

Har du brug for inspiration, hjælp, inspiration, opmuntring eller støtte?

Jeg tilbyder Skype coaching og intuitiv vejledning? Info:















533 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page