top of page
Forfatters billedeGitte Jørgensen

Taler du dig ind i din succes eller ind i din bekymring?

Hvilken historie om dig selv og dit liv går du og "skriver på"? Hvilken fortælling har du kørende om dig selv? Og hvad ville det give dig, hvis du ændrede den?

Jeg vil være ærlig: Dette her er noget, jeg selv skal tænke over hver eneste dag! Taler jeg mig ind i følelsen af succes, eller taler jeg mig ind i min bekymring for, hvordan skal tingene gå, og f.eks. hvordan vinteren vil blive?


Hvis jeg skulle fortælle om min baggrund og min aktuelle situation, kunne det lyde sådan her: 


Min baggrund er lidt rodet. Jeg er datter af en mor, der var alkoholiker og pillemisbruger. Min bror er førtidspensionist og har også et misbrug. Jeg har ingen uddannelse. Jeg lever lidt fra måned til måned og har ingen kapitalpension. Når jeg kigger på det næste halve år, synes jeg, det hele ser tåget ud, og jeg er usikker på retningen.


Eller. Jeg kunne fortælle dette her:


Jeg er en mønsterbryder. Jeg har skabt mit eget liv. Jeg er en del af en utraditionel sammenbragt familie og har en fantastisk livsduelig søn på 20 år. Jeg har købt en skøn andelslejlighed og har skrevet bøger, som er udkommet i Skandinavien. Når jeg kigger på det næste halve år, så ved jeg, at tingene nok skal lykkes for mig, og at jeg skridt for skridt kan få mine drømme til at lykkes.


Hvilken fortælling tror du, der gavner mig mest? Den gør den sidste version selvfølgelig – selvom begge historier er sande og en del af mig. Spørgsmålet er alene, hvor jeg vælger at lægge mit fokus.

Jeg opdagede for nogle år siden det, som jeg kalder for ”historiefortællingen”. Hvad er det, jeg går rundt og fortæller om mig selv, og er det en historie, der styrker mig, eller er det en, der gør mig mindre? Og hvor meget kan jeg egentlig påvirke mit eget liv og retning i kraft af den fortælling, jeg vælger at give energi? Og hvor meget kan jeg selv "skrive en ny historie", hvis jeg fokuserer på det, der giver mig energi?


Forskere siger faktisk, at du kan give dig selv enten negative eller positive emotioner alene i kraft af den måde, du fortolker situationer på - eller sagt på en anden måde: Du kan ændre din krops biokemiske suppe ved at fortolke dit liv - og din faktisk situation - positivt og konstruktivt.


Når det er så vigtigt at beskæftige sig med hvilken historie, vi fortæller om os selv indeni os selv, er årsagen jo også, at vores fortælling med tiden bliver til selvopfyldende profetier – og de kan gå begge veje. 


Vi kan skabe opadgående positive livsspiraler – eller det modsatte. For de tanker, vi tænker, bliver til udsagn, der skaber vores identitet, og vi kommer til at tage vores livsvalg ud fra det billede, vi har af os selv. Det er som om, at det, vi siger til os selv, går i forvejen og lægger nogle usynlige spor, som vi automatisk betræder. Vi kan så at sige næsten tale os ind i vores livslinjer ...

Det handler ikke om at lyve eller fortrænge det, der er svært. Sandheden er jo, at jeg både er datter af en mor, der var alkoholiker OG er en mønsterbryder. Spørgsmålet er alene, hvor jeg vil lægge min opmærksomhed hen, og hvilken del af mig, jeg ønsker at dyrke. Og det gør en himmel til forskel, hvordan jeg ser mig selv og taler om mig selv – også når jeg fortæller om min smerte i livet og det, der har været svært. Jeg kan f.eks. omtale mig selv som omsorgssvigtet eller som en sej overlever.


Der er lavet forskning i dette. For eksempel har den amerikanske professor i psykologi Jonathan Adler studeret over hundrede klienters fortælling om sig selv, og har opdaget, at de får det bedre, når de begynder at fortælle en historie, hvor det er dem selv, der har kontrollen over deres liv og deres helbredelse. Når de gør sig selv til hovedpersonen i deres egen livshistorie, kan de også tale sig ind til et lykkeligt liv. Han udtrykker det sådan her til en artikel i American Psychological Association”Du fortæller først din historie og derefter bliver den dit liv. Der er en vis grad af ”fake it til you make it” i det."


Det samme siger en af verdens førende spirituelle ledere, den amerikanske succesforfatter, Esther Hicks, der kanaliserer mediet Abraham. Hun udtrykker det på følgende måde: ”Vi skal finde ud, hvad vi ønsker, og så tale os ind i det”. Vi kan så at sige tale os ind i den version af os selv, vi mest ønsker at være i. Den version, vi helst vil fremkalde.


Det lyder meget enkelt. Men det kan også virke noget abstrakt. Måden at få det hele ned på jorden på er, at vi begynder at lægge mærke til, hvad vi siger til os selv i hverdagen. Det kan være en stor mundfuld at kigge på hele sin livsfortælling - så i stedet kan vi kigge på "fortællingen om hverdagen" eller "fortællingen om den kommende vinter".


Prøv for eksempel at lægge mærke til, hvilken dialog du har med dig selv, når du:

Rydder op i køkkenet

(Siger du: ”Hvor er jeg et kvaj, at jeg gik i gang med al denne madlavning - jeg orker det egentlig ikke” eller ”hvor var det godt, at jeg fik lavet sund mad, selvom jeg er træt”)

Forlader din arbejdsplads og tager hjem

(”Hvor er jeg bare langsom - hvorfor når jeg aldrig det, jeg har planlagt” eller ”jeg gør det bedste, jeg kan, ud fra de ressourcer og betingelser jeg har”)

Før du skal ses med dine venner

(”Hvor ser jeg bare ud her til aften” eller ”jeg har været igennem en krævende periode, hvor er det flot, at jeg holder mig på benene”)

Kigger dig i spejlet 

(”Hold op, hvor ser jeg dårlig ud” eller ”Godmorgen, min skat, i dag må jeg passe godt på mig selv, for jeg kan se, at jeg trænger til omsorg”)

Står op om morgenen

(”Jeg gider bare ikke og vejret er tilmed dødssygt” eller ”sikke det regner i dag – nu må jeg få det bedste ud af det”).

Når jeg tænker på den kommende vinter

("Jeg ved bare, at jeg går ned i energi og jeg hader mørket" eller "Jeg bruger vinteren til at fordybe mig og jeg er god til at holde min energi oppe")


Min pointe er, at en måde at starte med at skabe sin nye historie - og skrive sin nye historie - er at begynde at se på sine hverdagssituationer. 

Hvilken dialog har vi med os selv i disse situationer? Taler vi os ind i vores succes – eller ind i vores mindreværd, tristhed eller bekymring? Og hvordan taler vi os ind i den kommende vinter?

Hvad gør du?


NB Tak for fotos, Ildiko Berecz - en skøn ungarsk kvinde, som jeg mødte på Kreta i foråret 2018.


266 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Commentaires


bottom of page