top of page

Mine 36 taknemmelighedssituationer


Jeg har lige gået igennem mit 2019 med taknemmelighedsbriller på - og det gjorde godt!


Jeg har fundet tre situationer i hver måned, som jeg har følt en særlig taknemmelighed over.


Der har selvfølgelig været mange flere situationer og mange flere mennesker. Men opgaven, jeg gav mig selv, var tre situationer, der på en eller anden måde stak ud af kalenderen.


Jeg synes, taknemmelighed gør godt. Den gør, at jeg forsoner mig med det år, der er gået. Der lægger sig en fred over det gamle år, som gør mig mere klar til 2020.


Forskning viser i øvrigt, at følelsen af taknemmelighed er verdens bedste energimedicin. Den neutraliserer negativitet. Den er en modgift til ulykkelighed og giver derudover bedre helse og bedre relationer.


Her er mine 36 situationer. Hvilke situationer har du i dit liv?


Januar:

Tak til Hilde Risa ved Bryne i Rogaland for at invitere mig hjem i dit skønne, healende hjem og holde nytårskursus – tak fordi du havde sørget for alt det praktiske.


Tak til min ungdomsveninde Jannie Hjerpe for urgammelt venskab og en biografbillet til "A Star is Born" i det nye Movie House i Hellerup.


Tak til Jonathans far Thomas og hans kone Aparna, fordi I holdt en fødselsdagsmiddag for Jonathan og inviterede min far og hans kone med - det blev de så glade for.


Februar:

Tak for endnu en familiemiddag på Restaurant Heidi & Michael. For fanden da, hvor disker I bare altid op for os …


Tak til Bernadette, fordi du også begyndte at gå med til zumba i Fitness World. Tak fordi du gider at køre os rundt til centre på Østerbro og Lyngby, når der ikke er hold i vores lokale center.


Tak til min nye frisør Annette Collin, fordi du reddede mit tørre ”hormon-hår”, som du kaldte det, med bl.a. en hårkur. ”Og fremover skal du bare smøre Nivea i dit hår”, sagde du til min store overraskelse. Det gør jeg så nu, og det virker – og er mit livs billigste hårprodukt :-)


Marts:

Tak til Gro Wickstrøm for (endnu engang) at invitere mig til Kristiansand og holde kursus. Når du er arrangør, har jeg den luksus at være i fuldstændig trygge hænder. Tak til Kirsten Langås i Kristiansand for at overraske mig med en råhvid sweater, som du havde strikket til mig.


Tak til Peter og Rikke, fordi vi holder traditionen med at mødes i Helsingør hvert år d. 6 marts for at gå på kirkegården og mindes vores forældre, der døde med en uges mellemrum for fem år siden.


Tak til Annette Aggerbeck for at køre en omvej og hente mig, så vi kunne køre til journalisternes Freelancefestival i Middelfart.


April:

Tak for skønne veninder Dorthe, Ranvita og Kirsten, der kom og indviede min altan og holdt påskefrokost med mig.


Tak til Jeanette og Pernille, som fik ødelagt hele jeres forår og sommer, fordi I på fællesskabets vegne havde kontakt med det byggefirma, der lavede vores altaner.


Tak til min søde 79 årige far, der kom og reparerede mit badeværelsesgulv og satte kroge på min nye altandør. Små ting, der gør alverden til forskel.