Der er frigørelse i de fem bogstaver - PIPPI


Der var engang en spirituel lærer, som sagde til mig: "Pippi er genial. I de fem bogstaver ligger frigørelsen. Du behøver ingen bøger, kurser eller terapi. Bare tænk på Pippi - og lad den energi lede dig. Den energi rummer det hele."

I anledning af bogen "Pippi Power"s ti års jubilæum giver jeg her nogle tanker om, hvad rejsen med Pippi Power har betydet for mig og mine læsere.


Da jeg var 8 år gammel, sagde jeg til mine forældre, om vi ikke kunne lade være med at gå ad de forfinede stier. Vi skulle gå søndagstur. Jeg kedede mig. Jeg synes, det var kedeligt at gå på de pænt anlagte stier. Jeg ville meget heller krydse gennem skovterrænet, skubbe til bladene med skosnuden og klatre over væltede stammer og stubbe.

Da jeg var 16 år, var min mor og hendes mand i teatret en aften. Min bonussøster og jeg ville overraske dem med natmad, når de kom hjem. Vi samlede potteplanter og puder fra den store otteværelses villa og forvandlede den pæne middelklassestue til en marrokansk-et-eller-andet, hvor man sidder på gulvet og spiser.


Da jeg var 25 år, var jeg radiovært på Radio Helsingør og lavede en direkte sommerudsendelse omkring et havebord, vi havde sat ud i vandkanten på Hornbæk strand. Så politikere og andet godtfolk, der skulle interviewes direkte i radioen, måtte smide sko og strømper for at komme ud til os, der sad med mikrofonerne.


Pippi-kraften har altid ligget mellem linjerne i mit liv. Jeg er sammen med en hel generation af unge piger opvokset med Pippi Langstrømpe og elskede at sidde nær ved tv-skærmen og leve os ind i denne eventyrlige pige, der boede i et farverigt hus med sin hest og sin abe. Vi blev inspirerede af den anarkistiske sjæl, der skabte sit eget sjove liv. Faktisk er der nogen, der mener, at hvis det ikke havde været for Astrid Lindgrens Pippi, havde vi ikke haft den skandinaviske kvindefrigørelse. Pippi kom til at inficere os med nytænkning, kreativitet og overlevelseskraft, og vi skulle bare sige de fem magiske bogstaver P I P P I, så vidste vi, hvad det handlede om.

Hvad ville du gøre i dit liv, hvis du var en Pippi?. Hvis du ikke skulle tænke på, hvad man plejer og bør - hvis du bare kunne følge din lyst og din nysgerrighed, hvad ville du så? Det spørgsmål blev ledetråden for mig i mit liv - og tusindvis af andre kvinder, der læste bogen Pippi Power i de danske, svenske og norske udgivelser. Og jeg kunne se, at der skete noget, når det spørgsmål blev givet. Der kom et hun-djævelsk blik frem - på den gode måde. Der blev tændt et lys i øjnene. For ja, hvad vi ville egentlig gøre, hvis vi følte os frie i os selv og kunne give lidt fanden i rengøring, pligter, regninger, skyld, skam og dårlig samvittighed?


Da jeg var 44 år, skrev jeg bogen Pippi Power. Jeg var blevet voksen. Havde fået barn. Havde fået mand, hus og fast job. Men var også blevet skilt, flyttet for mig selv og startet som freelancer. Jeg var der, hvor jeg virkelig skulle finde og fastholde min egen indre pippi-kraft for at have mod nok til at gennemføre mine drømme. Og stå i mig selv og mit liv. Og turde gøre det, jeg drømte om og havde lyst til. Jeg brugte Pippi-kraften som en nøgle til at låse op for mit mod og som et selv-coachings-redskab, jeg kunne gå og bruge i mit stille sind - hvis jeg f.eks. var nervøs for at gå på scenen, forhandle kontrakter eller sige til nære relationer, hvad jeg ønskede og længtes efter.

Pippi-spørgsmålet banede vejen for, hvad man kunne kalde den indre frigørelse eller den emotionelle frigørelse. Kvinde-generationen før mig havde taget hul på den åbenlyse frigørelse med adgang til egne liv, uddannelse og økonomi. Min generation kæmpede med perfektionisme og følelsen af at være gode nok. Det var mere noget indeni. At vi følte, vi skulle præstere på for mange planer samtidig, og derfor let kom til at slide os ned i ræset med at have alle bolde i luften på en gang.


Da Pippi Power udkom for ti år siden, ramte den ind i den skandinaviske kvindes frustration. Hun havde fået de muligheder, hendes mor, bedstemor og oldemor havde længtes efter. Og vores mødre og bedstemødre pustede os i nakken med, at nu måtte vi kunne gøre det bedre og få mere ud af livet, end de havde. Vi havde jo alle muligheder, ikke? Men det var bare som om, at en usynlig hånd alligevel hang over hovedet på os. Og holdt os tilbage. Den århundredegamle kvindearv lå stadig i vores psykiske dna. I kvindesjælen. Pippi hjalp os med at lirke modet, handlekraften og livskraften ud af det stamme greb.

Når jeg her som 55 årig tænker på Pippi, er hun stadig med mig. Inde bag mig i mit stille sind. Jeg tror, jeg vil have brug for hende resten af livet. Hun er en kraft, jeg kan trække frem, når jeg har brug for at rykke mig ud af vanerne og bygge nyt op og fortsætte rejsen. Jeg er ved at bygge kurser og rejser op på Kreta, og det lyder måske meget enkelt, men der er en masse ting, der skal flaske sig og arbejdes for, for at det kan gennemføres. Og jeg arbejder på den næste bog, der har titlen "Fri Vild Glad", og som er en fortælling om at slippe sig selv og sin livskraft fri. Og jeg skal turde det - at leve med drømmene som vejviser uden økonomisk sikkerhedsnet, feriepenge og fede pensionsordninger.


Den lille 8 årige pige indeni mig bliver ved med at sige, at der er kedeligt på de "forfinede stier". De fine stier er sikre, for man bliver ikke snavset - men stierne er også forudsigelige. Og hvergang jeg begynder at overveje de sikre stier, er det, at Pippi dukker op som en stemme i mit hoved, og hun siger det, som hun også siger på den sidste side i Pippi Power-bogen:


"Livet er stort. Du må ikke gøre det mindre. Du er en magisk skaber, der kan forvandle energi og gøre drømme til virkelighed. Du kan godt."


Ja, jeg kan godt. Og vi kan godt. Vi behøver ikke at blive i vores historie, hvis den ikke giver os energi og glæde og mening. Vi kan skabe en ny historie - alene og sammen med hinanden. Og nogle gange med Pippi som en guide i det indre.


Billed 1: Da jeg fyldt 50 år, havde min søn Jonathan været inde i byen og få trykt "Pippi Power" på en t-shirts. Det var min gave :-)

Billed 2: Min skønne veninde Anne Mølleskov var den kreative og kunstneriske hjerne bag bogens grafiske udforming og koncept. Vi står her til lanceringsreceptionen.

Øvrige billeder: Er illustrationer fra Pippi Power, der udkom i Danmark 8. oktober 2008 og i Sverige og Norge i 2010.



0 visninger

Gitte Jørgensen

Forfatter, journalist, coach & underviser

+45 28 12 30 90

København, Danmark