Stretch your soul - lykken ligger (også) udenfor komfortzonen


I sidste uge inviterede jeg mig selv med til en reception. Det var grænseoverskridende. Næsten pinligt. Jeg ved godt, at hvis man ser på denne handling udefra, virker den betydningsløs eller ikke noget at skrive hjem om - eller skrive en klumme om. Men for mig var den lille handling stor, fordi jeg havde "strukket mig" indeni mig selv. Overvundet mig selv. Og gjort noget, jeg ikke plejer.


Vi taler i denne tid meget om at gøre noget, vi ikke plejer. Vi har hørt, det er vejen frem, hvis vi vil blomstre som menneske. Både hjerne- og lykkeforskere skriver om, at hvis vi ønsker at vedligeholde vores hjerne - og vores velbefindende og livskvalitet i det hele taget - må vi gøre noget nyt. Fordi hjernen formes efter, hvordan den stimuleres og bruges. Vil du have en glad, fleksibel og kreativ hjerne, må du sørge for ikke at gro fast i dine rutiner.


Vi bliver faktisk glade, når vi ikke føler os begrænset indeni os selv. Når vi ikke føler os hæmmet i noget liv, der blev for trangt. Når vi føler os frie og ubundne til at vælge, hvad vi vil gøre. Når vi kan have den adfærd og være den person, vi længes efter at være. Når vores adfærd ikke er dikteret af det, vi fik - og måske især af det, vi ikke fik med os - men vi i stedet føler, vi faktisk har en indre frihed til at vælge, hvem vi vil være. Det føles med andre ord som succes at ”overvinde sig selv” og strække sin sjæl.

Men hvordan gør man så det? Jeg tror på, at det er en god ide at bruge hverdagen som en træningsplads. De små adfærdsjusteringer over det lange stræk giver på sigt en effekt. De små situationer og øjeblikke, man skubber i en anden retning end den, ens arv og miljø har for-disponeret en til at gøre. Jeg tror på, at det er godt at arbejde med sig selv dér, hvor man er, med de muligheder og det "repertoire", man har omkring sig. Og foran sig. Derfor inviterede jeg som sagt mig selv til en reception i sidste uge.


Det er sådan noget, jeg synes, er anmassende, uhøfligt, på grænsen til det pinlige, invaderende og alt muligt andet. Og hvorfor jeg har det sådan, kan man få et svar på i emneagrammet, stjernerne og min opvækst med en alkoholisk mor, der afviste mere, end hun gav kærlighed. Det er ikke naturligt for mig at invitere mig selv. Men den reception betød af mange forskellige årsager noget for mig. Jeg fik heldigvis svar om, at jeg var meget velkommen. Og dagen efter fejrede jeg min handling ved at give mig selv en buket roser. (Belønning er en vigtig ingrediens i al vanebrydning ...).

Sidste sommer "strakte" jeg mig også (hvilket jeg i øvrigt løbende har gjort :-) ). Jeg kørte i en jeep, da jeg var på Korfu. Det var en overvindelse. Jeg satte mig også en aften bag på en motorcykel sammen med en kvinde, jeg lige havde mødt, og kørte op i Korfus bjerge, fordi hun spontant inviterede mig med. Det var en overvindelse. En anden aften gik jeg alene ud på dansegulvet på en bar. Andre dage badede jeg nøgen på en nudiststrand, eller gik hen til nogen, jeg ikke kendte, da jeg var på Gayatrifestival med musikerne Deva Premal og Miten (det billede øverst). Det var alt sammen også små overvindelser. På den fede måde.


Og nu tænker du måske: ”Hvad har hun gang i?” … haha. Fordi de ting, jeg nævner her, (muligvis) kan virke som det rene ingenting. Nudiststrande er for dig, der altid bader nøgen, ikke noget at skrive hjem om. Og hvis du er vant til at køre jeep i bakket terræn, er ud-af-komfortzonen også svær at få øje på. Eller hvis du er ekstrovert, er det med at kaste dig ud i nye samtaler, gå alene ind på dansegulvet eller invitere dig selv med til en reception, jo bare sådan noget, du gør. Men sådan er det ikke for mig. Jeg er professionel modig, men kan være tilbageholdende og genert i private sammenhænge.


Jeg har gjort en opdagelse, når det handler om at strække og overvinde sig selv: Jeg præsenterer en øvelse på mine kurser, der handler om at finde ud af, hvad det er, der giver en følelse af at være i sit es og i en højdepunkts-oplevelse. Jeg beder kursisterne om at finde på utraditionelle situationer. Jeg vil gerne have andre højdepunkter på banen end dem, der handler om at blive gift, føde børn, købe hus, møde sin soulmate m.m. For de utraditionelle højdepunkter viser vejen ind til vores helt særlige personlighed.


Det korte version af det, der sker, er, at det viser sig, at højdepunkterne meget ofte handler om de gange, hvor kursisterne udfordrede sig selv og gjorde noget, de ikke troede, de turde eller kunne. De gange, hvor de overvandt sig selv. Det har overrasket mig. For man skulle måske tro, at højdepunkterne handler om turen i Tivoli, yogarejsen til Indien eller studierejsen til USA. Men sådan er det ikke kun. Det ser ud som om, at vi mennesker faktisk medicinerer os selv glæde alene ved at give os selv små udfordringer – og mestre dem! 


Hvad skal der til? Det kommer helt an på, hvad du har med dig. Er du introvert, kan vejen frem være at være mere opsøgende. Er du ekstrovert kan udfordringerne ligge i at lære at nyde dit eget selskab. Der er ofte en udviklingsmulighed i at gøre det stik modsatte af det, du plejer og det, du er "kodet ind" til.


Og vejen frem er for mig altid de små skridt. At træne ud-af-komfortzone-musklerne op lidt efter lidt. Som jeg gjorde på Korfu. Som jeg gjorde til receptionen. De små situationer, der i øjeblikket kan se ubetydelige ud for andre, kan være netop der, hvor vi udvider vores personlige repertoire og vokser som menneske.


Hvad tænker du, når du læser dette? 

Er der noget, du kunne tænke dig at gøre i dette efterår, hvor du vil føle, at du strækker din sjæl og udvider din komfortzone?


372 visninger

Gitte Jørgensen

Forfatter, journalist, coach & underviser

+45 28 12 30 90

København, Danmark