Jeg går på en strand i Brasilien. Solen skinner, bare fødder i sandet. Billedet er langt fra den skandinaviske virkelighed lige nu. Men der er en symbolsk ide med billedet. Det viser nemlig noget om at energi-regulere sig selv.
Her er min inspiration til dig til den kommende tid, så du kan have det godt i julen - og samtidig bidrage og være der for andre:
1. Oplad dine egne batterier FØR juledagene
Vi burde holde fri, før vi holder jul. Jeg ved godt, det kan lyde som en urealistisk plan, men hvis det i en eller anden grad er muligt, så tror jeg, de fleste julearrangementer ville gå meget - eller endnu - bedre.
Vi er alle sammen nemmere at være sammen med, når vi er i balance og har det godt. Og som Joe Dispenza (verdenskendt forsker i bevidsthed) udtrykker det: "Din personlighed skaber din virkelighed". Har du et personligt overskud, er det den energi, du skaber din virkelighed ud fra. Det er den energi, du møder din verden med, og det er den personlige energi, du tiltrækker din verden med.
Da jeg var på Kreta i efteråret og mødtes med det amerikanske trancemedie og spirituelle mentor Jayne Claire sagde hun: "60-75 % af alle vores problemer løses, når vores krop har det godt".
Når vi føler os udhvilede, er uden smerte og spændinger, er fysisk nærede og veltilpasse, er det godt at være "hjemme hos os selv". Så behøver vi ikke at gå u-inviteret ind i de andres rum, lave dramaer for at få opmærksomhed og energi eller lukke af for dem, vi elsker, fordi vi simpelthen ikke har energi til andet end at holde sammen på os selv.
I terapeutsprog hedder det "at tage ansvar for sin egen følelsesmæssige tilstand". Og jeg vil tilføje - så godt som man nu kan. For der kan være alt muligt i livet, der rammer en og går en på, så man bare ikke altid kan være i balance. Men man kan gøre sit bedste, derfra hvor man nu er, og under de betingelser, man nu har på det givne tidspunkt.
En af de måder, som jeg energi-regulerer mig selv, er med alt, der har med vand og hav at gøre. Svømme, bade, vinterbade & sauna og drikke vand. Eller gå langs havet, som jeg gjorde i Brasilien for nyligt.
Hvordan kan du energi-regulere dig selv her i juledagene? Og hvad er evt. det mindste, du kan gøre, hvis du har meget at se til?
2. Vær tro mod dine egen følelser
Da jeg var på Kreta, spurgte jeg en anden af mine professionelle kollegaer, østrigske Ingrid Margarita, hvad der har været den største lære, når det handler om kvinder. For hun har som healer og terapeut i flere end 25 år modtaget kvinder i sin klinik, og jeg var nysgerrig i forhold til, hvad det har fået hende til at tænke.
"Det, jeg har lært, er, at kvinder afviser sig selv og deres følelser".
Det svar kan man gruble længe over og søge mange forklaringer på. Jeg vil hoppe hele leddet af forklaringer, årsager, fortællinger over. Jeg vil nøjes med at skrive, at undertrykte følelser skaber en stresstilstand, der svækker vores immunsystem, skaber uro i hormonsystemet og med tiden kan åbne for alskens sygdomme.
Så det bedste, du kan gøre for dig selv i julen, er ikke at afvise dine følelser - men at tage imod dine følelser. Du behøver ikke at dyrke dine følelser - du behøver ikke køre dem ud på alle de andre - bare tag imod dem indeni dig selv. Mærk uroen, irritationen, sorgen, tristheden - hvis det er de følelser, der er på spil. Værdsæt følelserne og anerkend dem som dit kompas i livet.
Det store spørgsmål er så: Kan du gøre noget for at komme til at føle bedre? Rykke rundt på programmet, bede om hjælp, droppe praktiske gøremål, sætte tid af til meditation mm.
Det vigtige er: Giv dig lov til at gå efter gode følelser. Accepter indeni dig selv, hvis du ikke er en kvinde, der kan det hele lige denne jul. Måske må du justere dit eget selvbillede og dosere dig selv med en god portion indre venlighed.
At føle godt er det samme som at højne din egen energifrekvens.
Og faktisk siger Joe Dispenza (frit oversat): "Alle sygdomme skyldes, at din energifrekvens er blevet lavere". Endnu en god grund til at FØLE GODT i julen ...
3. Opbyg dit psykiske immunforsvar allerede nu
Følelsen af taknemmelighed er nok den stærkeste energimedicin, vi kan give os selv. Det er den psykiske energimedicin, der hurtigst neutraliserer negativitet og får vores hjerte til at hælde mod fred. Følelsen kan næsten på sekundet skifte frekvens fra stress og utilfredshed til ro og stille glæde.
Julen er en skøn tid - men også det modsatte. Den bringer det bedste frem af livet - nærværet, nydelsen, næstekærligheden. Men det sværeste i livet kan også nemt blusse op - det, der ikke blev, som vi ønskede og drømte om. Den familie, vi har eller ikke har, og de måske irriterende og energidrænende familiemedlemmer, vi skal holde jul med.
Derfor. Det er godt at dosere sig selv med forebyggende medicin, før julen for alvor går i gang. Det neutraliserer eventuelle dramaer, og det mildner vores hjerter. Forskning viser i øvrigt også, at de mennesker, som praktiserer taknemmelighed, forbedrer deres relationer.
Der er også en sideeffekt. Jo mere, du kan fylde dig selv op med taknemmelighed, jo mere sætter du dig selv i en tilstand af at kunne modtage. Du åbner dig for at modtage. Og det kunne jo være, at der rent faktisk er mere kærlighed omkring dig, end du går rundt og fortæller dig selv - men at du bare ikke har været i stand til at opfange den.
Men taknemmeligheden står i døråbningen og byder kærligheden indenfor ... :-)
Hvordan kan du praktisere taknemmelighed i julen? Og hvad skal der til for, at du husker dig selv på det?
Jeg ønsker dig en varm, kærlig og dejlig jul og håber, at mine tre veje kan inspirere dig til at få det bedste ud af den kommende tid.
NB At sidde lidt for sig selv og opbygge sin følelse af taknemmelighed kan være livgivende og vigtigt. Her er jeg på Kreta i efteråret 2019.
Commentaires