Her er et nytårsritual, der kan hjælpe dig
Opdateret: 30. dec. 2020

Tag en time ud til dig selv. Sæt dig i sofaen, sengen, lænestolen. Luk verdenen ude. Åbn dig inde i dig selv for dig selv. Find ud af, hvad du ønsker og længes efter. Og hvad du kan gøre i 2021 for at bringe dig i retning af det, du drømmer om.
Selvom der er nedlukninger og restriktioner, kan du bruge tiden konstruktivt: til at sætte frø, til at visualisere, til at drømme, til at planlægge - så du er klar til at springe ud, når verdenen åbner igen.
Ingredienser: En notesblok, en kuvert, et skriveredskab, 2 x A4 ark.
Varighed: 1 time
1. Hvad er din overskrift for 2021?
Notes:
Først og fremmest: Læg mærke til din første indskydelse – hvilket ord dukker op? Brainstorm derefter på ordet – er det det præcise ord, du har brug for? Skal der lægges noget til? Skriv overskriften med store bogstaver på det ene A4 ark.
2. Tag derefter din notesbog frem: Skriv her en ønskeliste for 2021.
Notes:
Det skal absolut ikke være en to-do-liste! Men en ØNSKELISTE … skriv alt det ned, som din sjæl og dit hjerte virkelig ønsker i det kommende år – af stort og småt, af følelser, ting, oplevelser, rejser, mennesker mm. Det gør ikke noget, at det virker som en rodebunke af stort og småt. Du skal virkelig bare kradse ned og prøve at lade være med at analysere og konkludere undervejs. Brug gerne 20-30 min. på ønskelisten.

3. Når du er færdig, så spørg dig selv: Hvad er det vigtigste i dette her?
Notes:
Er der noget, der går igen? Er der en længsel, der dukker frem? En følelse, der spinder sig som en rød tråd igennem det hele? Måske et ønske om mere kærlighed. Måske et ønske om mere frihed. Flere oplevelser. Mere intimitet. Mere indre ro og balance.
4. Kig en gang til på din overskrift. Tjek den ud.
Notes:
Efter du har skrevet ønskelisten og er blevet mere klar over dine ønsker, drømme og længsler – er overskriften så stadig den rigtige. Eller skal den justeres? Skriv evt. den nye, mere rigtige, overskrift på det andet A4 ark.
Senere - på et andet tidspunkt: Lav også gerne et visionboard over det tema, som din overskrift har. At se og visualisere sine ønsker virker! Brug visionboardet som "medicin". Stil dig foran det hver eneste morgen og føl, hvordan du vil have det, når dine ønsker er virkeliggjort og "indtag" denne følelse som energimedicin. Hæng overskriften og visionboardet op et synligt sted i dit hjem.
5. Kig på din ønskeliste. Hvilke ønsker vil være lettest at gå i gang med at realisere?
Notes:
Det er okay, at det er let. Svære, uoverskuelige handlinger kommer man bare aldrig i gang med. Vaneforskere siger, at vaner, der har en effekt på lang sigt, er vanskelige at få gjort noget ved. Begynd derfor med et ønske, der virker ligetil at realisere. Det vil give dig en succesfølelse – og den vil være netop den drivkraft, du har brug for på længere sigt.
6. Vælg tre handlinger, du kan starte med i januar.
Det skal være handlinger, som alle sammen er med til at bringe dig i retning af dit ønske. Skriv de tre januarhandlinger op på en seddel og hæng den op sammen med overskriften (og senere også visionboardet). Læg din ønskeliste i kuverten og gem den i en skuffe eller på en hylde.
7. Når januar er gået, tager du din kuvert med ønskelisten frem. Læs ønskelisten igennem. Måske renskrive den. Er det stadig det, du ønsker for året, eller er noget forandret? Vælg igen tre handlinger, du vil fokusere på i februar. Og hæng denne februarseddel op ved siden af overskriften og visionboardet. Og på den måde fortsætter du måned for måned. Du bestemmer dig hver måned for tre ting, der vil bringe dig i retning af det ønske, der ligger i din overskrift.

Notes:
De tre vigtigste ting, jeg har lært om ønskelister, er:
… at fokus er lig med succes. Drømme bliver til noget, når du fokuserer på dem og bruger dem som et kompas igennem dagene, ugerne og månederne. Du har din overskrift + dit visionboard for 2021 som et kompas. Hver gang, du står overfor et valg, kan du spørge dig selv: Vil dette her bringe mig tættere eller længere fra mit ønske for 2021? Hvis jeg tager til det møde/den event/køber den ting/tager på den rejse, vil det så bringe mig i retning af det, jeg virkelig drømmer om?
… at det kræver en god del ærlig selvransagelse at finde ud af, hvad man virkelig ønsker og har lyst til. Derfor er det en god ide efter en måned at kigge på ønskelisten igen – og justerer den. ”Hvad har du lyst til?” kan være et krævende spørgsmål. Foruroligende mange mennesker aner ikke, hvad de har lyst til, fordi de ikke er i kontakt med sig selv og deres følelser. Derfor: Spørg dig selv mange gange, så du på den måde nærmer dig din egen sandhed.
… at det er de små skridt, der skaber de lange linjer i livet. Det er dét ALDRIG NOGENSINDE at holde op med at tage små skridt, der skaber forvandlingen på lang sigt. Det er spørgsmålet: ”Hvad kan jeg i dag gøre for at bringe mig i retning af min overskrift for 2021?”, der holder dig på sporet. Hvert eneste lille skridt er vigtigt i den store sammenhæng. Fordi de små skridt skaber en kontinuerlig retning mod dit ønske. Og de holder din selvrespekt oppe. Når du holder aftalerne med dig selv, opdager du, at du kan stole på dig selv. Og det er nok i virkeligheden det vigtigste at have med sig i livet. For når man tror på sin egen skaberkraft og handlekraft, kan magien for alvor begynde at folde sig ud ...
Jeg ønsker dig et magisk og kærlighedsfyldt 2021.