Da jeg græd over en pose appelsiner

Opdateret: 15. juli 2018

Behind the scenes. Her er ANDEN del. Igår startede jeg en lille føljeton. Om hvad der skete, da en lille "brødkrumme" blev til begyndelsen på et nyt livskapitel på Kreta. Det er også en "behind the scenes"-fortælling, der ligger bag den seks siders artikel, der er i det danske FEMINA i dag torsdag 5. juli - og kan købes i den næste uge i landets butikker.

Det hele er gået vanvittigt hurtigt. I løbet af en uge er jeg rejst til Kreta. Jeg har aflyst aftaler og skubbet syv dage løs i min kalender. Jeg skal til familiefødselsdag lørdag aften. Søndag morgen står jeg op kl. 5 og lander i Chania ved middagstid. Da jeg flyver hjem, lander jeg lørdag midnat. Jeg sidder til konfirmation i kirken søndag morgen kl. 10.30. Jeg har fået ”presset” et eventyr ind i min kalender.


Susse Smedes, der er min guide på dette såkaldte "one to one"-retreat på Kreta, henter mig i Chania lufthavn. Jeg føler mig svimmel og lidt ved siden af mig selv. Har næsten ikke sovet, og de sidste dage inden rejsen har været hektiske. Susse stikker mig en flaske koldt vand i hånden. Sådan bliver resten af ugen. Hun sørger for mig. Hele opholdet handler faktisk om, at hun sørger for mig.


Der sker meget på den uge. Hver dag er et lille eventyr. Jeg skriver om det i temaartiklen i Femina. Jeg skriver blandt andet:


- Vi skal lige forbi appelsinmanden, siger Susse, da hun henter mig en morgen. Vi kører op af bjergvejene. Midt i et sving står appelsinmanden med sin stationcar med plastikposer med appelsiner. Susse giver mig fem euro i hånden.

- Du skal have overflod, Gitte.

Jeg går ud af bilen og køber en kæmpe pose appelsiner, jeg næsten ikke kan bære.

Da vi kører igen, vælder tårerne pludselig frem.


Behind the scenes: Jeg føler mig så dum. Jeg føler mig også så lille og hudløs. Jeg sidder her og græder i en bil sammen med en kvinde, som jeg stort set ikke kender. Og hun vil jo bare være sød og give mig en masse appelsiner, så jeg kan presse dem til juice, når jeg er hjemme i den hotellejlighed, hun har installeret mig i.

Men de her appelsiner rammer noget i mig. Et sår, der springer op. Jeg kan slet ikke sige noget i de næste minutter. Jeg sidder bare og prøver at få styr på mig selv, mens jeg stirrer frem for mig. Susse drejer ind på små, krogede bjergveje, der også fører os igennem blomstrende oliven- og citronplantager. Det er april måned og meget grønt og smukt.


- Det kommer helt bag på mig dette her, siger jeg til Susse.


Jeg forstår pludselig på et dybt plan, at der har været for lidt af mennesker, der har gjort noget for at glæde mig - og hvor meget det betyder (for os alle sammen) at blive mødt i vores behov.


Vi glæder (forhåbentlig) vores børn, når vi tager med til fodbold og står og kigger på, at de spiller – ikke fordi vi selv er vildt begejstrede for at stå der, men for at glæde dem med vores nærvær. Senere i livet er der forhåbentlig nogen, som ind imellem gør noget for at glæde dig, men er det dig, de glæder eller sig selv?


Måske inviterer veninden på en frokost, men det er en cafe, hun selv elsker at komme på, for hvis hun virkelig så dig, ville hun vide, at du elsker at være ved havet og ikke inde i en summende storby. Måske inviterer dine forældre dig på en rejse, men det er til et sted, de selv altid har drømt om at besøge. Måske inviterer din kæreste dig til en koncert, men det er for at høre sin egen yndlingsmusiker spille.


Du vil muligvis indvende, at hvis nogen vil give dig noget, kan du ingen betingelser sætte op, men udelukkende tage imod og være taknemmelig for det, der nu bliver givet. Og ja, det er jo på sin vis rigtigt nok.


Men min pointe er (alligevel), hvor ofte er der nogen, der skaber et eventyr for dig – med lige netop det, som du selv drømmer om og længes efter? Nogen, som mærker og kender til din smag, dine ønsker og aktuelle behov - dit individuelle behov for healing, spænding, æstetik, tryghed, oplevelser, inspiration, balance eller hvad det nu kan være? Nogen, som sætter sig selv til side, fordi opnåelsen af din glæde er større end deres ego?


Det er hele denne ballade, som en pose appelsiner sætter i gang. Og som hele opholdet sætter i gang, fordi det handler om et eventyr, der blev designet til mig - og mine behov. Og da jeg begynder at komme til mig selv, siger Susse blandt andet:


- Når du forstår, at du må gå efter at opfylde - og få opfyldt - dine egne individuelle behov, vil dit eget indre barn holde op med at skrige indeni dig. Så vil du kunne passe på dig selv - og kunne være noget for andre mennesker - uden at miste dig selv, siger Susse Smedes.


Det blev en af de vigtige ting, jeg tog med mig fra mit "One to One Retreat" på Kreta - det ophold, som du kan læse mere om i Femina.


Men der skete også meget andet. Jeg skriver mere i morgen. Der vil du få tredje del i min føljeton.


Tak til fotograf Ildiko Berecz, www.essentialreflections.com

675 visninger1 kommentar

Gitte Jørgensen

Forfatter, journalist, coach & underviser

+45 28 12 30 90

København, Danmark