I de næste dage vil jeg skrive en lille føljeton. Om hvad der skete, da en lille "brødkrumme" blev til begyndelsen på et nyt livskapitel på Kreta. Det er også en "behind the scenes"-fortælling, der ligger bag den artikel, der netop er udkommet i det danske FEMINA i dag torsdag 5. juli.
Det hele starter nemlig med en ”brødkrumme”. En lille bitte, ubetydelig hændelse, der - da den begynder at rulle sig ud - ender med at blive til et nyt livskapitel. Jeg har senere tænkt, hvor mærkeligt det var, og om jeg ville være blevet ført til det, jeg skulle føres til, hvis det ikke havde været for denne lille krumme, der blev kastet ud foran mig, og som jeg gik hen til og i overført betydning samlede op.
Magien i livet sker jo, når vi opdager disse små brødkrummer, som universet kaster ud til os på vores livsvej, og vi reagerer og går hen til dem, tager dem op på stien foran os, tager et par skridt videre og samler den næste krumme op - og den næste og næste og næste. Og lige pludselig er vi blevet ført med en usynlig hånd til et sted, vi ikke havde drømt om, der kunne lade sig gøre at komme til. Det er det, det sker for mig. Det starter med en ”brødkrumme”. Noget fuldstændigt ubetydeligt.
Forhistorien til mit magiske eventyr starter nemlig hverdagsagtigt: Jeg går rundt nogle dage og søger i mit hoved efter en ide til et tema, jeg kan skrive til et dansk ugeblad, som jeg ind imellem leverer artikler til. Jeg er tom for ideer, men jeg er freelancer og har brug for at tjene lidt flere penge, så jeg kan betale de regninger, der er. Jeg kan bare ikke finde på noget. Jeg vrider min hjerne og går rundt om mig selv.
Jeg kommer i tanker om, at redaktøren på dette blad engang har sagt til mig, at jeg skal ”tænke i kvinder” og ikke i temaer. Forstået på den måde, at først finder man en kvinde, der har noget interessant at sige, og ud fra hendes historie skaber man et tema. Det var det, redaktøren mente. Jeg gransker mit hoved og kommer til at tænke på min veninde Jannie, som lige har skiftet branche, og en anden veninde Dorte, som har skiftet landsdel. Og - så lægger der sig pludselig et tema til rette: Det skal handle om livsskifte. Selvfølgelig. Om kvinder, der på forskellig vis har foretaget et livsskifte.
Jeg sender temaforslaget til redaktionen, og dagen efter får jeg ”go”. De vil gerne modtage en femsiders artikel om dette emne. Jeg mangler dog den tredje kvinde (der er altid tre kvinder med i et tema). Jeg har en ide om, at denne sidste medvirkende skal fortælle om det at skifte land. Men jeg kender ingen kvinde, der er flyttet til et andet land, så jeg skriver en efterlysning og sætter den på Facebook. Jeg finder et billede på Google af en kvinde, der går ud ad en landevej med en kuffert i hånden. I løbet af de næste timer er der nok 25 kvinder, der tilbyder sig. Alle har spændende historier om at skifte land.
Men så er der en kvinde, der bare skriver én linje til mig. Hun vil gerne medvirke i temaet, og jeg kan bare skrive til hende. Det er Susse Smedes på Kreta. For et par år tilbage havde vi chattet lidt sammen, da jeg sammen med Clauss rejste rundt på Kreta. Dengang bød hun os på kaffe, selvom vi ikke kendte hinanden, men da vi befandt os i den modsatte ende af øen, kunne det ikke lade sig gøre. Der er et eller andet, der siger mig, at jeg skal vælge hende. Jeg kan ikke forklare mig selv hvorfor, for hun skriver egentlig ikke noget om sig selv og sit liv, mens de andre kvinder, derimod, skriver spændende linjer om deres nye liv i deres nye land.
Jeg skriver til Susse, og hun forklarer mig, at hun reagerede på min efterlysning på Facebook, fordi det billede med kvinden med kufferten i hånden mindede om et billede, hendes mor havde givet hende, da hun var ung. Så hun følte sig på en eller anden måde kaldet til at svare mig. Hun følte, billedet var et tegn til hende om at henvende sig til mig. Vi skriver sammen og aftaler at lave interviewet om livsskifte over Skype et par dage efter.
- Har du travlt på Kreta?, spørger jeg Susse, da vi mødes på nettet, for at tale lidt sammen, inden det egentlige interview går i gang. Det er ikke så tit, at jeg giver mig selv tid til smalltalk. Ofte går jeg som journalist lige til sagen, da jeg tænker, at dem, jeg skal interviewe, har travlt, og at jeg ikke vil bruge for meget af deres tid. - Ja, lige i de her dage har jeg. Jeg har en kvinde i "one to one"-retreat. - Hvad er det?, spørger jeg nysgerrigt Og så fortæller Susse, hvad det er. Et ophold for kun en kvinde i en hel uge. Susse henter og bringer kvinden til lufthavnen og designer et ugeophold, der matcher de behov, den pågældende kvinde har. - Øj, det kunne jeg virkelig godt tænke mig!
Ordene flyver det ud ad munden på mig. Vi skal egentlig tale om livsskifte, men dette her retreat tænder mig. Der er sket så meget, og jeg har brug for at komme væk. Og jeg elsker Kreta. Jeg har været på øen fem gange og har altid haft en sær følelse af at føle mig hjemme der. Jeg får den (egentlig grænseoverskridende) indskydelse at spørge Susse, om hun ville kunne tilbyde mig et retreat, hvis jeg skriver et interview med hende. - Så kunne jeg godt tænke mig magasinet Psykologi, svarer hun.
Pyh, tænker jeg indeni mig selv. Er der et dansk blad, det er svært som freelancejournalist at komme igennem hos, er det det. Magasinet Psykologi udkommer kun otte gange om året og måske køber redaktionen et par freelanceartikler pr. udgivelse. Men jeg lover Susse at skrive til magasinet.
Og nu kommer det vilde. Magasinet Psykologi siger ja i løbet af 24 timer. Det er usædvanligt på alle måder, for ofte kan der gå flere uger, før man som freelancejournalist får et svar på sine ideer. Magasinet Psykologi vil gerne have en fire siders artikel. Jeg får et honorar, der svarer til at kunne dække mine flybilletter og aftensmad undervejs, samt et honorar til en lokal fotograf. Susse dækker hotellet, de behandlinger og udflugter, jeg skal på, og morgenmad og frokost. Jeg flytter rundt på aftaler, og skæbnen vil, at Susse har mulighed for at gøre det samme. En uge efter lander jeg i Chanias lufthavn. Det hele er gået så hurtigt.
Fortsættelse følger i de næste indlæg her på bloggen.
NB Artiklen blev så (også) i mellemtiden til et tema i Femina (der ligesom magasinet Psykologi er en del af Allerkoncernen). Bladet kan købes fra i dag torsdag 5. juli og en uge frem.
Tak til fotograf Ildiko Berecz, www.essentialreflections.com