Har du tænkt over, at hvis du føler dig alene, kan det være, fordi du har forladt dig selv?
Jeg vil fortælle dig om et mirakel, jeg var vidne til i sommers, og som bragte mig på sporet af denne viden. Miraklet handler om en 38årig kvinde, som hedder Anja. Hun bor alene med sine to børn og arbejder som videnskabelig researcher hos Novo Nordisk.

Hendes mirakel sker for øjnene af mig og tyve mennesker i et kursuslokale på Samsø Højskole en torsdag i juli. Vi står efter en øvelse i stilhed i en cirkel. Jeg kigger tilfældigvis på Anja og ser, at noget sker med hende. Hun lukker øjnene. Det er som om, hendes ansigt bliver mildere, og hun smiler for sig selv. Efter et stykke tid åbner hun øjnene og siger pludselig ud i gruppen:
Jeg kan ikke helt sige, hvad der skete med mig lige før, men det var som om, jeg valgte at tilgive mig selv for mine fejl og elske mig selv for den, jeg er. Og da denne følelse kom, forsvandt min følelse af ensomhed. Jeg er ikke alene mere, for nu har jeg mig selv.

Anja lyser af indre fred, som hun står der. Hun vil ikke længere forlade sig selv, for hun har fundet hjem. Har du tænkt over, at vi kan føle os alene, når vi vender ryggen til os selv, og ikke tager os af den sjæl, der bor i vores indre hus? Og at ensomheden kan forsvinde, når vi gør os gode venner med os selv? At mindreværd og ensomhed eller selvkærlighed og fællesskab har forbindelse med hinanden?

Hvis du lever et liv, hvor du svigter dig selv, overhører dig selv, ignorerer dine indre signaler og fortrænger dine behov, følges du ikke med dig selv og holder dig selv i hånden. Og så kan du ende med at føle dig alene, fordi du har mistet dig selv.

Måske starter det hele, da du er barn. Du får på flere måder at vide, at du er forkert. Måske dagdrømmer du for meget. Måske smasker du, når du spiser. Måske er du for langsom. Måske bliver du for hurtig utålmodig. Måske får du at vide, at hvis du ikke tager dig sammen, er du en af dem, der ikke kan blive til noget.

Så du udvikler dig til at blive det sårede barn. Og det sårede barn lukker nogle rum ned i sit indre hus. For hvis der nu er så meget, der er forkert, er det nok lettere at lukke ned. Så du opdager lidt efter lidt, at det er bedre, hvis du vender den del af dig selv, de andre synes, er forkert, ryggen. Du gør dig rigtig ved at gøre dig mindre.

Med tiden ender du måske med at gå helt ud af dit eget hus. Og nu, da det står tomt, kan andre med lethed flytte ind. Du tillader måske oveni købet andre at møblere huset, og nogen, der slet ikke ejer huset, at flytte ind og overtage driften. Måske bliver de fast inventar i dit hus og nasser på din gæstfrihed og venlighed. De optager de fleste af dine rum, så du til sidst ikke aner, hvem du er.
Og du forstår ikke, hvorfor du føler dig alene. Du fatter ikke, hvor den følelse kommer fra. For du har jo familie, venner og netværk omkring dig. Du lever et aktivt liv. Men du føler dig alene midt i strømmen. Måske er det, fordi du har forladt dig selv? Måske er det, fordi du ikke tager dig af dig selv og ikke elsker dig selv?

Anjas historie lærte mig noget. At når vi bliver venner med os selv og lytter til os selv, vil vi ikke på samme måde føle os alene længere.

Der sker noget i denne tid. Nogle kalder det planeternes stilling på himlen. Andre kalder det evolution og et kollektivt bevidsthedsskift, der er på vej i 2012. Jeg siger, at det er som om, vores underbevidsthed kalder os hjem. Vi må ind i vores eget hus og hente de dele af os selv frem, vi kan have glemt derinde. Vi må åbne vores rum og sætte mere lys i dem. Når vi lærer at elske os selv, for alt det, vi er af sol- og skyggesider, vil vi ikke føle os alene på samme måde længere. Og det vil på alle planer gøre en gigantisk forskel – i os selv og i verden.

Hvis dette emne interesserer dig, kan du f.eks. læse følgende bøger:

• Rejsen Hjem – befri dit indre barn og forstå dig selv som voksen af John Bradshaw
• Kast lys over skyggen af Debbie Ford
• Skyggeeffekten – omfavn din skygge og sæt dig selv fri af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Willamson